Coaching & Neuroscience: Indsigter fra Brain-based Coaching og et liv med store forandringer

Der er noget særligt ved de øjeblikke, hvor stilheden rammer først. Når nogen mærker efter. Når ordene ikke kommer med det samme. Når noget flytter sig – uden at det skal fikses.

Sådan begynder forandring ofte. Ikke med et svar, men med et spørgsmål der rammer et sted, hvor det faktisk betyder noget. Over årene har jeg været optaget af, hvad der egentlig gør den slags samtaler virkningsfulde. Og her har neurovidenskaben og min igangværende uddannelse i Brain-Based coaching givet mignye og fascinerende perspektiver. Den har ikke givet opskrifter, men den har bekræftet noget, jeg intuitivt har oplevet igen og igen:

At mennesker forandrer sig, når vi føler os trygge, set og inviteret til at tænke selv.

Her er nogle af de vigtigste principper fra neuroforskningen og fra mit Brain-Based coaching forløb, som har gjort indtryk på mig – og som vil påvirke måden, jeg kommer til at arbejde med coaching, forandring og lederskab på:

1. Tryghed før forandring

Amygdala – hjernens alarmsystem – scanner konstant omgivelserne for trusler. Hvis vi føler os pressede, vurderede eller utrygge, overtager den defensive del af hjernen, og vores adgang til refleksion, nysgerrighed og kreativitet bliver begrænset. Først når vi føler os trygge, kan frontallapperne – hjernens refleksive og beslutningstagende del – aktiveres fuldt ud. Derfor er psykologisk tryghed ikke bare en rar bonus. Det er en forudsætning for ægte forandring.

2. Egen indsigt skaber varig læring

Vi lærer og forandrer os mest effektivt, når vi selv når frem til erkendelser. Dopamin – hjernens belønningsstof – frigives, når vi får en aha-oplevelse. Det forstærker læring og motivation. Det betyder, at spørgsmål, pauser og plads til refleksion er langt mere virkningsfulde end råd og løsninger. En god coach inviterer ikke til afhængighed, men til ejerskab.

3. Krop og hjerne hænger sammen

Mange tænker stadig på tænkning som noget rent mentalt. Men hjernen er forbundet med hele kroppen – og nervesystemet spiller en central rolle i, hvordan vi regulerer os selv. En rolig vejrtrækning, en afslappet holdning og bevidst nærvær sender signaler til hjernen om, at der ikke er fare på færde. Det giver plads til at være med det, der er – og muliggør både sårbarhed og mod.

4. Forandring kræver gentagelse og venlighed

Hjernen danner nye forbindelser, når vi øver os – og de forbindelser styrkes gennem gentagelse. Men vi overser ofte, hvor vigtigt det er, at den øvelse sker i et klima af venlighed frem for selvkritik. Når vi skælder os selv ud, aktiverer vi trusselssystemet – og læring blokeres. Når vi i stedet møder os selv med nysgerrighed og mildhed, bliver hjernen mere samarbejdsvillig.