"0,5 eller 1,5?" – Når sorgen og værdierne former vores valg

Da jeg mistede min lillesøster Rikke, blev verden stille på en ny måde. Ikke den fredelige stilhed jeg oplever i bjergene eller roen på en søndag morgen, men den rungende, tomme stilhed hvor noget — nogen — mangler. Det tog tid før jeg fandt en eller anden form for fodfæste igen, og selv da har det på ingen måde lignet måden jeg før har stået og gået på som før. Sorgen har ændret mit tempo, min tilgang til verden, mit energiniveau. Den har fundamentalt ændret måden jeg agerer og reagerer på, og jeg er stadig ved at lande i ”den nye Kasper”’s sko.

I mine refleksioner om livet og måden jeg vil prøve at leve mit liv på, er der også opstået en metafor, som er blevet et spørgsmål, jeg er begyndt at stille mig selv i stort og småt:

"0,5 eller 1,5?"

Spørgsmålet lyder måske mærkeligt ved første øjekast. Men for mig er det blevet en slags kompas. Skal jeg trække mig tilbage, skåne mig selv, holde igen, ikke føle alt det jeg står i lige nu? Eller skal jeg vælge at leve lidt større, lidt dybere, lidt friere — for os begge?

0,5 er fristende. Det er sikkerhed. Det er ikke at risikere for meget, ikke føle for stærkt, ikke håbe for højt. Når man har mistet, virker det næsten som det logiske valg. Hvorfor åbne hjertet igen, hvis det alligevel kan gå i stykker?

Men så er der 1,5. Det valg der siger: "Jeg bærer dig med videre. Jeg gør mere end at overleve — jeg lever for os begge." Det er ikke et spørgsmål om at være konstant glad eller overkomme sorgen. Det handler om at lade kærligheden vokse på trods. Om at tage på rejsen, synge sangen, danse midt i stuen, være ekstra nærværende overfor min nevø Cosme og resten af min familie, række ud, fejle, prøve igen. Om at sige ja, hvor frygten siger nej.

Og det handler ikke kun om at møde op. Det handler om at være til stede. At multiplicere det, man er og er i med fakta 1.5 — med alt hvad det indebærer. Når jeg griner, så giver jeg slip og lader det fylde lidt mere. Når jeg elsker, så elsker jeg lidt dybere. Når jeg mærker noget røre mig, så holder jeg ikke igen. Følelserne får lov til at vokse. Ikke fordi de skal være store og imponerende, men fordi de er ægte. Og fordi Rikke ikke kan være her og føle dem med mig — så gør jeg det med 1,5. For hende. For os.

For mig er 1,5 ikke et krav. Det er et valg.

Når jeg mærker tvivlen eller modstanden — skal jeg tage den tur? Gå til den middag? Åbne mig for det her menneske? — spørger jeg: "0,5 eller 1,5?". Og næsten hver gang tænker jeg på Rikke. På hendes mod, hendes nærvær, hendes tydelighed, hendes måde at være mor på. Ville hun have valgt halve skridt? Nej. Hun ville have kastet sig ud i det. Det gjorde hun sågar mens hun var syg. Uden kompromis. Så det prøver jeg også. For mig selv og ikke mindst for hende.

Det betyder ikke, at sorgen forsvinder. Den bliver bare sat i bevægelse. Den får lov at blande sig med alt det levende — latteren, fejltagelserne, glæden, trætheden, kærligheden. Den bliver en del af det hele, ikke en stopper for det hele.

Jeg har altid haft det svært med ideen om at ”komme videre”. Nu er jeg mere end nogensinde før sikker på, at jeg ikke tror på dét at “komme videre” som i at efterlade noget bag sig. Jeg tror på at tage nogen med. Og for mig betyder det, at jeg nogle dage halter lidt, andre dage løber. Men altid med spørgsmålet i hjertet:

Vil jeg leve et halvt liv, eller halvandet?

For mig — for Rikke — vælger jeg så ofte jeg kan: 1,5.